Paprør er lykken

Hjemme hos os er jeg den eneste, der ikke er kreativ. Det er lidt irriterende. Alle andre i min familie er meget kreative: Min far er rigtigt god til at tegne og male. Og hver gang vi er på ferie, så har han sin tegneblok og nogle akvarelfarver med sig. Så sidder han og tegner bygninger og landskaber. Min mor er rigtig god til at strikke, og hun laver en masse fine ting til alle i familien. Mine brødre har arvet min fars evne til at tegne. De er også gode til det. De maler dog ikke med akvarel, men med tuscher. Selv kan jeg ikke tegne – eller strikke. Jeg har simpelthen ikke tålmodigheden til det. Hverken til at lære at hækle strikke eller male og tegne. Det siger mig simpelthen ikke noget at sidde der og fedte rundt med uldgarn eller akvareller.

Kan det med sprog

Til gengæld er jeg meget dygtig til fremmedsprog. Jeg taler 7 sprog flydende og har bare så nemt ved at opsnappe betoninger, ord og fraser. Det har været til stor gavn for familien, når vi har været på ferie. Jeg kan huske, engang vi var på ferie i Sydfrankrig. Min far havde malet et flot bjerglandskab. Provence. Han var lidt ked af at skulle folde papiret sammen, så han bad mig om at gå med sig ind til den nærmeste by, fordi han ville købe et paprør. Det skulle være et paprør, der kan ligge i hans kuffert, og som kunne bruges til at beskytte de værker, han lavede undervejs på vores ferie. Det var noget af en opgave for mig. Lige i overkanten af, hvad jeg kunne klare på fransk dengang.

Vi fandt det

Men vi kørte ind til byen og gik en tur. Først for at finde en boghandler, hvor vi mente, at man kan få paprør. Vi fandt en boghandel. Men der var ikke papirvarer. Kun skolebøger og hæfter. Ingen lykønskningskort, blyanter eller små penalhuse, sådan som vi ser det hjemme i Danmark. Vi fik at vide, at vi skulle hen til en forretning, der sælger kontorartikler. Og hvor ligger der sådan en forretning?Boghandleren gav os anvisninger på hvor, og vi gik derhen. Helt hen i den anden ende af byen. En ret lang gåtur.
Vi nåede derhen sådan ca. 10 minutter før lukketid. (Butikkerne lukker midt på dagen i sommerperioden, fandt vi ud af.) Vi trådte ind i butikken og blev modtaget af en meget fed kvinde. Hun var lidt vranten, men jeg fik forklaret hende, hvad vi havde brug for. Hun tog os med hen til en hylde og begyndte at hive forskellige paprør ned. Vi fandt ét, der havde den rigtige størrelse og købte det. Heldigvis.

Det havde været en meget lang gåtur i meget varmt vejr, så vi satte os på en café og spiste is, og drak vand. Efter at være kommet lidt til hægterne tog vi os så sammen til at gå den lange vej tilbage til det sted, hvor vi havde parkeret bilen. Vi kørte tilbage til vores feriested, og min far fik rullet sine malerier sammen og lagt dem i paprøret.

(PS: På fransk hedder et paprør: ”tubes en papier”.)