Min store dreng kom tidligt hjem fra skole i går. Han var sur og skuffet. Han læser på universitetet og var til forelæsning. En af hans studiekammerater var ikke mødt frem, så de kunne ikke lave det gruppearbejde, sådan som de havde planlagt. Han havde ringet til sin kammerat, men han svarede ikke på sin telefon. Der kom så et opkald fra ham i går aftes. Det viste sig, at min drengs kammerat er blevet sigtet for bedrageri. Noget med, at han har fået SU, som han i virkeligheden ikke har ret til. Han er blevet sigtet og har fået en beskikket advokat.
Et chock
Det chokerede naturligvis min søn at få det at vide. Men hvad kan han gøre ved det? Hans kammerat har snydt sig til at få nogle af borgernes skattekroner uretmæssigt. Og det synes han, og jeg også er noget svineri. Men hans kammerat bad ham om at ringe til en advokat, som han kender i København. Han vil gerne have ham som beskikket advokat, og ikke, den advokat, han har nu. Som den gode ven, men dreng er, ringede han til advokaten, sådan som hans studiekammerat havde bedt ham om at gøre. Advokaten er nu blevet informeret, og fra vores side kan vi sådan set ikke gøre mere.
Bedrageri og økonomisk kriminalitet
Vi talte om det der med socialt bedrageri og økonomisk kriminalitet. Det er faktisk en forbrydelse, som slet ikke er så ualmindelig åbenbart. Hvordan kan almindelige mennesker få sig selv til at gøre det? Jeg mener, et er, at nogle af os aldrig ville drømme om at gøre det, fordi vi mener, at vores skattekroner skal gå til dem, der har brug for pengene, eller de rigtige formål. Fx sundhedsvæsenet. Hvordan kan man tillade sig selv at berøve staten for penge, som ellers kunne bidrage til, at flere får det bedre?
Er det, fordi det er nemt at snyde staten? Gør de det, fordi de bare kan? Eller er der noget galt med, hvordan vi fordeler skattekronerne?
Lettere latterligt
Ja, faktisk, så synes jeg, at det er latterligt at bedrage staten for nogle måneders SU. Beløbet er jo ikke stort. Men når vi nu kan se, at der faktisk er mange, der uberettiget får SU, så bliver det et problem. Mange små beløb løber ned i de forkerte lommer. Har det noget at gøre med, at de studerende stiller nogle ualmindeligt store krav til deres levestandard og derved har brug for mange flere penge imellem hænderne? Eller er det bare uansvarlighed?
Jeg synes faktisk, at der skal slås hårdere ned på dem, der begår socialt bedrageri. De penge, som de berøver andre for, skal jo bruges til at støtte dem, der virkeligt har brug for det. Og jeg tænker, at det er nogle kloge hoveder, der har sat grænserne for, hvornår man kan eller ikke kan få SU og i hvor lang tid.
Min dreng er enig med mig. Han synes, at hans studiekammerat har kvajet sig. Han er dog lidt i tvivl om, hvordan og hvad han skal sige til ham, at de ikke længere skal være i samme studiegruppe.
