Elsker Kay Bojesen

Jeg holdt fødselsdagsfest for mine venner for et par uger siden. Jeg puklede for at give dem en hyggelig aften. Lavede mad, servede god vin og lavede selv min lagkage (den med jordbær). De kom, jeg fik gaver, og vi havde en rigtig god aften sammen. Det var dejligt at fejre sig selv sammen med gode venner. En af mine venner gav mig en af de her fine, små træfigurer fra Kay Bojesen. Den er sød. Den står inde på min reol inde i stuen. Jeg kan godt lide at røre ved den. Den er blød. Det er fint håndværk. Det er sådan set ikke en brugsgenstand. Jeg kunne måske bruge den som papirvægt. Men jeg har bare ikke papir på mit arbejdsbord, der skal holdes fast. Alt sker jo elektronisk i dag. Så der er ikke nogen regninger eller noter at holde styr på. Så det er en lækker, lille pyntegenstand, jeg nyder at se på.

Optaget af design

Min ven, som gav mig figuren, er meget optaget af design, og han har brugt lang tid på at beslutte sig til at købe figuren til mig. Han var nemlig ikke helt sikker på, om jeg ville kunne lide den. Han ved jo, at jeg er meget minimalistisk. Har få ting – og forsøger at leve beskedent. Men jeg kan lide figuren. Den passer faktisk godt ind i mit minimalistiske hjem. Min ven blev glad for at høre, at jeg er glad for hans gave. Han spurgte mig, om jeg vidste, hvem der havde designet den. Dertil måtte jeg fortælle ham, at jeg udmærket kendte designet – men faktisk ikke vidste, hvem designeren er.

Kay Bojesen var sølvsmed

Han fortalte mig, så, at Kay Bojesen, som i virkeligheden var udlært sølvsmed, havde designet figuren engang tilbage i 1930’erne. Det kom bag på mig. Jeg troede faktisk, at det var et design, der var lavet engang i 1960’erne eller sådan deromkring. Men nej. Den blev designet allerede på det tidspunkt, hvor en af Danmarks kendteste møbelsnedkere blev færdiguddannet. Imponerende. Det har naturligvis sat nogle tanker i gang hos mig:

Var han minimalist?

Var Kay Bojesen minimalist? Designet er jo ultramoderne – men den figur, jeg har fået, er jo i virkeligheden ca. 90 år gammel. Dengang tilbage i 1930’erne var der, da mange flere krummelurer og dimser og tingester i de pyntegenstande folk havde i deres huse. Det sjove er, at selvom man ikke er minimalist, så passer hans figurer ind i alle hjem. Selv i, mine forældres, som er overfyldt med nipsgenstande og alt for mange forskellige stilarter.

Har han været visionær? Kunne han se, at vi i dag er glade for det enkle design? Han har helt uden tvivl været banebrydende i sin tankegang og kunnen. Især når man ved, at han var udlært som sølvsmed hos Georg Jensen og så ser på smykker, der kommer fra det firma og den periode, så må Kay Bojesen virkeligt have været på kant med, hvad der var moderne dengang. At han også har designet stel og bestik, som også sælges i dag, siger endnu mere om, hvor dygtig han har været. Gad vide, om nutidens designere er lige så visionære.