I fodboldgolf er det en fodbold, som skal skydes i hullet

Leder du efter inspiration til noget, som hele familien kan lave en dag i weekenden eller prøve i sommerferien? Så skal du overveje, om fodboldgolf ikke er svaret. Det er en sjov aktivitet, som hele familien kan deltage i og nyde. Læs mere her om den sjove og lidt anderledes aktivitet.

Hvad handler fodboldgolf om?

Fodboldgolf er et miks af både fodbold og golf. I stedet for at spille golf med en golfbold, spiller I nemlig med en fodbold. Det betyder naturligvis også, at banerne er indrettet lidt anderledes og med anderledes forhindringer.

Det kan for eksempel være, at I skal sparke fodbolden over et net eller igennem en tunnel. Banerne varierer meget, og ens boldevner vil helt sikkert blive udfordret. Man behøver dog hverken være god til golf eller fodbold for at synes, at aktiviteten er sjov og underholdende.

Ligesom ved golf vil der være et antal baner, som I skal klare jer igennem, og ligesom ved golf skal I holde styr på, hvor mange slag (spark) det tager jer at komme igennem hver bane. Til sidst kan I tælle pointene sammen, og den person med færreste point – altså spark – er naturligvis vinderen. I kan for eksempel gøre dagen ekstra sjov ved at udlove en præmie til vinderen eller få en omgang is bagefter. Sidstnævnte kan især anbefales, hvis I spiller fodboldgolf på en varm dag.

Alle kan være med til fodboldgolf

Selvom alle i princippet kan deltage i f.eks. minigolf, er det ofte en aktivitet, som især yngre børn finder kedelig efter lidt tid. Det kommer dog ikke til at ske med fodboldgolf. Selv hvis det er et lille barn, som har svært ved at klare sig igennem banen, vil de garanteret stadig synes, at fodboldgolf er et kæmpe hit. Det er de færreste børn, som ikke kan lide at sparke til en bold.

Ligesom små børn vil finde aktiviteten sjov, så vil de ældre børn også gøre det. Selv teenagere vil nyde aktiviteten – især hvis I fokuserer lidt på konkurrenceaspektet.

Børnene skal desuden være ret aktive i løbet af denne aktivitet, så det er en perfekt aktivitet til jer med børn, som har meget energi. I vil helt sikkert have nogle trætte børn bagefter, som er klar til at bruge resten af dagen på at slappe af.

Det er altså en aktivitet, som kan nydes af alle køn og aldre, og I som familie vil garanteret have det utroligt sjovt og nyde tiden sammen.