Efter flere mislykkedes tilløb, lykkedes det endelig at få gang i plæneklipperen i dag. Og det var faktisk allerede ved at være godt tiltrængt. Det grønne stads, som de kalder græs, er nemlig begyndt at vokse ret godt. Så nu lykkedes det altså at få gjort noget ved det. Men selvfølgelig var det ikke ”bare lige”. Det er der jo aldrig noget som er. Der skulle både noget olie og nogen benzin til, inden jeg kunne komme i gang. Så jeg måtte lige en tur ud i havecentret først, efterfulgt af en tur forbi tanken med benzindunken. Ja, og det tog så lige næsten 20 minutter at finde dunken, inden vi kunne komme af sted. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvor jeg havde sat den. Men det hele lykkedes og jeg fik slået græsset.
Det vil sige, at jeg fik slået størstedelen af græsplænen. Alt det jeg kunne komme til med græsslåmaskinen. Men kanterne og rundt langs bedene og helt tæt til terrassen. Det kunne den store maskine ikke klare. Så der skal jeg have gang i kantklipperen. Men da jeg kom dertil. Ja, så måtte jeg igen sande, at der ikke er noget, der bare er lige til. Min kantklipper er nemlig en af de typer, hvor der skal sidde sådan en tråd i. Det minder om en ”tyk fiskesnøre”. Og den var selvfølgelig løbet tør. Og jeg havde altså ikke mere liggende. Så nu skal jeg igen en tur hen til havecentret. Men det må vente til næste weekend. Så har jeg også noget at få tiden til at gå med der J
Heldigvis ser det ud til, at vi er ved at være kommet af med det meste af det mos, som har plaget os (og vores græsplæne) i årevis. Det har også været en svær kamp, som vi har kæmpet hvert eneste år, for at komme dertil, hvor vi er i dag. Hvert forår har den stået på masser af hårdt rive arbejde for at fjerne mosset fra plænen. Og så har vi efterhånden også ofret en hel del på at købe nyt græs, når der skulle sås på alle de bare pletter, hvor vi havde fjernet mos.
Det store gennembrud i kampen mod mosset kom vel for 3-4 år siden, hvor vi gik i gang med at beskære og fælde en masse af de store træer, som stod i vores have. Før det havde arbejdet med at komme mosset til livs stort set været nytteløst. Men da vi fik fjernet alle træerne begyndte der pludselig at ske noget. Græsset blev meget kraftigere og voksede pludselig meget hurtigere. Og samtidig måtte mosset simpelthen vige for græsset.
Så nu er vis altså kommer dertil, hvor vi efterhånden kan tillade os at sige, at vi har en græsplæne og ikke bare et område omkring huset, med mos og bare pletter. Og det er nu en temmelig rar følelse, når man tænker på alle de timer, der er lagt i arbejdet med græsplænen.
